Der skal ændres på dette omgående, ellers vil regningen blive alt for uoverskueligt – det er EU menneskerettigheds ret til et liv i relationer der brydes hver dag !

ARTIKLEN ER FRA INFORMATION 12 Oktober 2020

Fædre skal ikke behandles som andenrangs forældre af systemet – det må høre fortiden til ?

Det familieretlige system hviler på en uudtalt præmis om, at moren er barnets primære omsorgsperson, mens faren er undværlig. Det ligger i rollerne bopælsforælder og samværsforælder, og dem er det på tide at gøre op med, skriver Jakob Birklund Andersen i dette debatindlæg

Den offentlige debat er fuld af opråb om kvinders rettigheder, og det er godt. Men få taler om mænds ligestilling.

Et af de mest oversete ligestillingsproblemer i vores samfund handler om mænd og deres børn. Der foregår nemlig en systematisk diskrimination af mænd, der vælger at blive fædre. Det sker i det familieretlige system, hvor mænd nægtes samme muligheder som kvinder for at fungere som forældre for deres egne børn.

Forældre kan naturligvis frit aftale, hvilke roller de skal spille i deres børns liv inden for kernefamiliens rammer. Diskriminationen kommer for alvor til udtryk, når et par går fra hinanden, og der skal findes en løsning, der sikrer børnene en god og tæt kontakt med begge deres forældre. En situation, der opstår for hvert tredje barn. I de tilfælde må man som mand og far se sig underlagt en retstilstand, der underminerer relationen mellem far og barn.

Det familieretlige system hviler på en uudtalt forudsætning om, at moren er barnets primære forælder og omsorgsperson, mens faren ses som en sekundær forælder, der kan spille en begrænset rolle i barnets liv, hvis forholdene ellers taler for det.

Det starter med forældreansvarsloven, hvor man opererer med to fundamentalt forskellige forældreroller, nemlig bopælsforælder og samværsforælder. Den forælder, der bliver bopælsforælder, har barnet boende og kan bestemme over stort set alle forhold i barnets hverdag – herunder hvor i landet barnet skal være bosat, og i udgangspunktet også hvilken kontakt barnet skal have til den anden forælder.

Samværsforælderen derimod har stort set ingen rettigheder, når det gælder kontakt til barnet, og må nøjes med den kontakt, som bopælsforælderen tillader – eller som samværsforælderen i sidste ende har held til at få tilkendt i en samværssag. Lovgivningen hviler således på et princip om den ene forælder som hoved-forælder og den anden som tillægs-forælder. Et princip, der måske havde en vis berettigelse i virkeligheden for 50 år siden, men som hverken harmonerer med de lighedsprincipper, vi ellers hylder i vores samfund, eller de tendenser, der gør sig gældende blandt nutidens forældre.

Der er selvfølgelig ingen angivelse i forældreansvarsloven af, om det er mor eller far, der skal være bopælsforælder, men når det kommer til praksis, er sagen alligevel temmelig klar. Far skal ikke regne med at blive bopælsforælder, for cirka seks ud af syv børn i brudte familier bor hos deres mor. Dermed overlades det til moren at bestemme, hvilken rolle faren skal spille i det fælles barns liv.

Desværre er det ikke alle kvinder, der evner at se værdien af, at der er en far for deres egne børn, eller som forstår, at mænd og kvinder grundlæggende er lige gode forældre. Alt for mange fædre må derfor se sig kørt ud på et sidespor, når mor med statsmagten i ryggen sætter sig tungt på forældreskabet.

Besøgsven for egne børn

Det fremgår af forældreansvarsloven, at børn har ret til samvær med den forælder, som de ikke bor sammen med, men der er ingen angivelse af hvor meget samvær. Det spørgsmål afgøres i det familieretlige system. Hvis mænd alligevel insisterer på at være forældre for deres børn, må de derfor starte en sag i Familieretshuset. Her måles sagsbehandlingstiderne i halve og hele år, og det er indlysende, at relationen mellem far og barn ikke kan undgå at lide skade i den tid, det tager for forvaltningen at komme på banen. De lange sagsbehandlingstider har dermed en selvforstærkende effekt, der yderligere skævvrider barnets relation til dets forældre.

Når det familieretlige system så endelig træffer en afgørelse om samvær, er det langtfra sikkert, at faren får tilkendt mere end marginal tid med sit barn. Fædre ender derfor let med at få rollen som besøgsven i deres egne børns liv, i stedet for at være den fuldgyldige forælder, som mange mænd naturligt brænder for at være, og som deres børn fortjener.

Det kan derfor heller ikke komme som nogen overraskelse, at samværsforældrene (fædrene) føler sig kørt over i det familieretlige system, mens bopælsforældrene (mødrene) er langt mere tilfredse med systemet. Et mønster, som en ny undersøgelse fra VIVE bekræfter.

Systemet er kilde til konflikt

Det familieretlige system har et stort fokus på, at forældres konflikter ikke må gå ud over børnene, og et højt konfliktniveau fremføres ofte som et argument for at begrænse barnets kontakt med samværsforælderen, uanset hvem der er hovedårsag til konflikten.

Men det tragiske er, at systemets indretning i sig selv er en central kilde til konflikt. Når man i lovgivningen skaber en så markant asymmetri i magtforholdet mellem forældrene, ødelægger man grundlaget for et ligeværdigt samarbejde om de fælles børn. Motivationen til de nødvendige kompromiser i forældreskabet bliver mindre, og sandsynligheden for, at mor kører far over, fordi hun kan, stiger. Betingelserne for et ligeværdigt samarbejde er ganske enkelt ikke til stede.

Manglen på ligestilling i det familieretlige system er udtryk for en grov underkendelse af farens værdi som forælder. Det er ulykkeligt og direkte dumt, at et samfund ikke byder den ressource, som fædrene udgør, velkommen i børnenes liv. Og selv om det måske ikke er gået op for lovgiverne, er der faktisk sket meget i de senere år, når det gælder mænds ønske om at tage del i forældreskabet på lige fod med kvinder.

Engagerede fædre

Tallene i regeringens egen ligestillingsredegørelse fra februar taler for sig selv. Her fremgår det, at »89 procent af danske fædre ønsker at være meget involverede i de første måneder og år af deres børns liv. 86 procent mener, at det er deres ansvar at være stærkt involveret i børnepasningen«. Samtidig fremgår det, at fædrene bruger næsten lige så meget tid sammen med deres børn som mødrene.

En undersøgelse fra VIVE fra 2018 underbygger også mænds stigende engagement i forældreskabet. Rapporten viser en fordobling i andelen af deleordninger de seneste otte år, således at mere end hvert tredje barn i brudte familier nu har en deleordning. Og det er særligt de socialt velstillede, der fører an. Ser man på forældre, hvor faren har en lang videregående uddannelse, har 70 procent af børnene en deleordning, mens det hos forældre med etnisk minoritetsbaggrund ligger helt nede på seks pct. Ligestillingen – og manglen på samme – har således ikke uventet en social og kulturel slagsside.

Mandens deltagelse i forældreskabet er en enestående landvinding for børnene og for ligestillingen. Derfor er det også demokratisk uacceptabelt, at staten modarbejder denne udvikling gennem et forældet og kønsdiskriminerende familieretligt system, der fastholder utidssvarende kønsrollemønstre og underkender forældrenes ligeværd.

De største tabere er børnene, der risikerer at miste en meningsfuld kontakt til deres far og hele familienetværket på farens side. Men der er også samfundsmæssige tab, for ligestilling øges bedst med det gode eksempel, og når staten undergraver relationen mellem børn og deres fædre, trækker den os alle ned.

Der er derfor behov for at etablere et familieretligt system, hvor forældre anerkendes som ligeværdige og som lige nødvendige i barnets opvækst. Som led heri bør en deleordning være udgangspunktet, når forældre går fra hinanden, således at barnet får delt bopæl, medmindre væsentlige forhold taler imod det.

Forældrenes vilje til at samarbejde og deres konkrete forælderevne bør samtidig være afgørende i tvister, så fokus kommer på, hvad der rent faktisk er godt for barnet, i stedet for at systemet blindt forlader sig på forældede kønsroller, hvor mor ses som barnets sikre havn og far som en, der kan undværes.